Ruten er ikke lang, vi afkorter den med en gondollift ned fra Bellevue til Les Houches.
Men det er en meget smuk tur, ja, det er de jo alle sammen. Der er smukt all over her i bjergene. I dag oplever vi vandfald som falder lodret ned i hovedet på os, hvis vi ikke passer på. Vores vandrestier har vi i lange perioder til fælles med vandløbene, så det er med at se sig for.
Vi når endelig op. Det er en meget anstrengende og udmarvende opstigning. (Hvornår har det ikke været det?) Vi kommer ud af skoven op i åbent terræn og vandrer nu på en bjergside. Stien er meget smal og meget yderlig, og tit må vi klatre over sten og klipper, men der er rigeligt tovværk at holde i! Det er med ikke at ryste i bukserne, for der er stejlt ned mod dalen og byen i bunden, som hedder Bionnessay.
I Bellevue er der mulighed for at tage en Tramway og gondol. Toget kommer ikke lige med det samme, men det gør gondolen. TMB - Tramway du Mont Blanc - blev opført fra 1895 til 1904 for at der kunne være en forbindelse til Mt. Blanc. Miljøforkæmpere protesterede og arbejdet blev afbrudt. I dag bruges toget til at nærme sig Mont Blanc, både for turister og de mere seriøse bjergbestigere. Toget har udgangspunkt i Le Fayet i Arvedalen og fortsætter til Ørnereden (Nid d'Aigle) som ligger i 2300 m højde. Vi står og kigger over på Ørnereden her fra Bellevue.
Nu er ringen sluttet og vi er tilbage i Les Houches (Charmonix). Vi har talt meget om at tage turen igen næste år, men så den anden vej rundt. Men de sidste to etaper har taget meget på kræfterne, så vi har fået "second thoughts".
Måske har vi glemt det om lidt! Er der evt. nogen som går i slige tanker om at vandre rundt om Mt. Blanc?