Relais d'Arpette, Champex

17,5 km til næste destination, 5-6 timer!!!! Der er intet lavt gærde! Jo, vi kan tage en bus kl. 6.45 til Martigny og derefter toget til Champex. Det er lige i overkanten. Det er 17,5 km også! Vi beslutter os for at tage hele turen, nu er vi jo i form! Beskrivelsen af turen er at det går stejlt op og stejlt ned over lange stræk. Og det gør det! Ca 1 km lige ud ad landevejen!

Vi er tidligt oppe, morgenmad kl 7. Afsted kl 8.

Ja, det går stejlt op til La Forclaz, og minsandten om det ikke fortsættter opad over ialt 800 m. Det tærer på kræfterne, og svedkluden er gennemblødt. Unge vandrere iført minimale klæder overhaler os, de har ikke en sveddråbe på panden! Vi møder ikke mange ældre. Hvis vi gør er de ude på en lille promenade!

Vi sværger at vi tager en sværhedsgrad 2 næste gang. Vi er på en 3-4, og på en femmer skal man klatre. Vi har selv bedt om det! Vi skal ikke klatre, men det er tæt på. Der er engstier, skovstier, bjergstier og skovveje. Bjergstierne er de værste, specielt når det går ned. Underlaget her består af klipper, store og mindre sten og småsten. De sidste er også rullesten som man let ruller i og falder. Her gør stavene specielt gavn til at afværge fald. Er uheldet ude er stavene god hjælp når man skal op igen. Når det går så meget op eller ned er koncentrationen på underlaget. Naturen må vente til de små stop. Og dem er der mange af. Udsigten over Martigny-dalen er betagende - byen ligger dernede i dalen, bag byen rejser bjergene sig og langt ude i horisonten de sneklædte tinder.

Skovene er også bjergtagende - faldne træer ligger hulter til bulter og ind imellem vokser alverdens planter, græsser og blomster i hvide, lilla, gule, blå og røde farver - blomsterengene er vidunderlige.

Billeder ville være på sin plads, men det lykkes ikke at uploade nogle af de smukke billeder, I må nøjes med min beskrivelse!

Vi krydser flere vandløb som vælter ned over bjersiden i stenede flodlejer, det er ikke altid let, men vi hjælper hinanden og stavene er uundværlige.

Det er unikt og smukt at vandre her i bjergene. Men trætheden melder sig før vi når i mål. De sidste 2 km op ad en grusstier slår jeg hjerne fra og sætter per automatik det ene ben foran det andet. Vi når frem til det mest idylliske sted her i Rohndalen - her fra terrassen breder en lilla blomstereng sig helt op til skoven og bjergene som rejser sig langt op i himlen!

Fortryllende!