Hotel Melezes, Les Houches

Hotelmutter kører os til Vilette i la Gruvaz. Dette er vores udgangspunkt for vores sidste etape Mont Blanc rundt. 

Ruten er ikke lang, vi afkorter den med en gondollift ned fra Bellevue til Les Houches.

Men det er en meget smuk tur, ja, det er de jo alle sammen. Der er smukt all over her i bjergene. I dag oplever vi vandfald som falder lodret ned i hovedet på os, hvis vi ikke passer på. Vores vandrestier har vi i lange perioder til fælles med vandløbene, så det er med at se sig for. 

Vi oplever også jernstiger, som vi har hørt andre tale om, men som vi ikke har prøvet endnu. Det gør vi så nu! Disse stiger og jerntrin er hamret ind i klippen, da det ellers ikke er muligt at komme op. Der er godt med gelænder at holde fat i!

Vi når op til gletsjeren Glace de Bionnassay. Her er spændt en hængebro over det brusende vandløb, som denne gletsjer og tilløb afleverer. Det er voldsomt, og vanddampene står om bjerget. 

Vi når endelig op. Det er en meget anstrengende og udmarvende opstigning. (Hvornår har det ikke været det?) Vi kommer ud af skoven op i åbent terræn og vandrer nu på en bjergside. Stien er meget smal og meget yderlig, og tit må vi klatre over sten og klipper, men der er rigeligt tovværk at holde i! Det er med ikke at ryste i bukserne, for der er stejlt ned mod dalen og byen i bunden, som hedder Bionnessay.

I Bellevue er der mulighed for at tage en Tramway og gondol. Toget kommer ikke lige med det samme, men det gør gondolen. TMB - Tramway du Mont Blanc - blev opført fra 1895 til 1904 for at der kunne være en forbindelse til Mt. Blanc. Miljøforkæmpere protesterede og arbejdet blev afbrudt. I dag bruges toget til at nærme sig Mont Blanc, både for turister og de mere seriøse bjergbestigere. Toget har udgangspunkt i Le Fayet i Arvedalen og fortsætter til Ørnereden (Nid d'Aigle) som ligger i 2300 m højde. Vi står og kigger over på Ørnereden her fra Bellevue.

Nu er ringen sluttet og vi er tilbage i Les Houches (Charmonix). Vi har talt meget om at tage turen igen næste år, men så den anden vej rundt. Men de sidste to etaper har taget meget på kræfterne, så vi har fået "second thoughts". 

Måske har vi glemt det om lidt! Er der evt. nogen som går i slige tanker om at vandre rundt om Mt. Blanc?


 

Hotel La Gelinotte, Contamines

Det yndige sted i dalen er nok det dejligste overnatningssted, også selvom der ikke var forbindelse til omverdenen. Stedet drives af et ungt par med en lille 4 mdr. gammel dreng. Hendes forældre er i køkkenet, og mandens søster serverer og gør rent. Der er også andre familiemedlemmer. Stedet drives kun i de få sommermåneder, ellers er der lukket og de bor 15 km derfra resten af året. Huset er nyrestaureret, inde som ude. Det er fmt. et meget gammelt hus, men de er lykkedes godt med istandsættelsen. Lige overfor er er en lille bitte kirke fra det 11. århundrede.

Det giver en helt speciel atmosfære, når det er en familie som driver stedet. Vi sidder under et gammelt ahorntræ og spiser en vidunderlig middag - suppe, kalvekød med grøntsager, ost og til sidst chokoladekage og kaffe. Bedre gøres det ikke.

Det er vores 45 års bryllupsdag i dag! Morgenbordet overstiger alt hvad vi tidligere har set! Vi kan desværre ikke dvæle ved dette, vi skal tidligt afsted. Vi skal op i terrænet inden solen får for mange kræfter.

Vi befinder os i 1540 m og passet - Col de Bernard - vi skal igennem ligger i 2490 m højde. Det kan selv en gammel dansklærer godt regne ud er lidt af en opstigning. Kurven er vel 45-60 grader, det tager 3 timer. Så kan vi lære det!  Vi går op gennem fine smalle markstier og blomsterenge, det gør livet lidt skønnere. Vi når passet og så går det godt nok nedad resten af vejen, men på den anden side af bjerget er det sten og klipper, af og til må vi kravle ned over klipperne. Længere nede er det en stenet grusvej. Det er også svært at gå ned her, fordi mange sten virker som rullesten. Det er god træning, skal jeg love for.

Vi går over et langt stykke ned gennem et gammelt gletsjerleje, her er kun lidt sne tilbage!

Jeg kan se, at hvis vi tager den anden vej rundt om Mt. Blanc, så skal man gå op i sten, hvilket er lettere, og ned gennem marker!

Vi når langt om længe ned til et bestemt sted - Notre Dame de la Gorge, som viser sig at være en meget gammel kirke, som ligger her helt alene, fmt. et udflugtssted. Her skal vi ringe til hotelejeren. Så kommer han og henter os. 

Det er okay!


 

Gite Les Chambres du Soleil, Les Chapieux

Mens jeg skriver på bloggen, studerer Gunnar morgendagens march. Jeg har godt nok lagt ruten ind på kortet, men ikke nærlæst guiden eller talt kilometer. Vi skal gå 25 km!!!! Og der er en opstigning på 1200 m!!! 

Vi tager hensyn til Gunnars hæle og mit mismod - jeg ringer til Jean Jacques. Det er Jean Mark som svarer telefonen efter arbejdstid. Det er også Jean Mark som kører transportbilen med bagage fra sted til sted. Han taler engelsk, i hvert fald så vi kan tale sammen. Men der er kun plads til 2 personer i hans van, selvom vi ved at der er andre som har samme skumle ønsker som os. Vi kom først!

Han henter os kl 9. Det er luksus, så er der tid til morgenkaffen. De 25 km til fods bliver til 78 km gennem det smukke bjerglandskab, som er kendte skisportssteder - Thuile, La Rosiere, Les Arcs, Valdisere, Bourg San Maurice. Det er hårnålesving på hårnålesving, op ad bjerge, ned ad bjerge, men Jean Mark er en dreven chauffør. 

Han har tidligere været skibums - skiinstruktør i almindelig down hill og randonne og har besteget Mt Blanc mange gange, sommer som vinter. Har overlevet lavineskred og er i det hele taget den frisk fyr, men nu er han blevet ældre og tjener til livets opretholdelse ved at køre chauffør. 

Jeg spøger Jean Mark om gletsjerne. På vores vandring har vi set mange store gletsjere, men jeg bemærker også, at det er som om de har trukket sig meget tilbage - områderne neden for er bar klippe med afrundede og glatte overflader. Jens Mark fortæller rigtigt at der de sidste 20 år er sket en gevaldig afsmeltning, både i længde og tykkelse. Det ses tydeligt!

"Værelserne i Solen" ligger uden for al lands lov og ret, i Vallee des Glaciers, faktisk 6 1/2 km mere end nødvendig, da der er en hytte efter 18 km, en hytte som vi sagtens kan fortsætte fra. Jeg ved ikke hvorfor vores rejsearrangør har valgt hytten her på kanten af bjergmassivet, det forlænger også vores tur i morgen med 6-7 km. Men her er helt vidunderligt - værelset er med bad og toilet, nyistandsat og en yderst skøn atmosfære.  På skiltet står der: "Sorry no WIFI, no telephone, talk to each other!" Og det er rigtigt, det er som verdens ende, der er ingen forbindelse til noget som helst. Jo en fastnet telefon, hvis det er absolut nødvendigt! Det nyder vi lidt, men savner selvfølgelig at kunne sende beskeder hjem. Nu bliver vores børn nok bekymrede!

Vi forbereder os på morgendagens anstrengelser. Den næstsidste etape!

 

 

Rifugio Monte Bianco, Courmayour

Vi oplever det mest fantastiske vejr, vi er bare så heldige. Det kunne ligeså godt have været regnfuldt, blæsende og koldt. Vi har en sol fra en skyfri himmel og har haft det hele vejen indtil nu. De har lovet regn flere gange, men det bliver ved truslen. I dag skulle vi have haft regn ved 2-tiden her i Courmayour, men vi har ikke set skyggen af en sky. Det er ellers lidt lummert, 36 grader som vi vandrer ned fra bjerget og ind i byen. Så varmt har det ikke været før - vi har holdt os på den anden side af 23. Behageligt, men til tider varmt, specielt når det går opad.



Da vejrudsigten tit lover regn og koldere vejr, bærer vi rundt på varme klæder. Jeg har været nødt til at gå med lange ærmer og solskygge, da solen er ubarmhjertig. Den påførte solkrem er hurtigt væk, når vi hele tiden skal tørre sved væk.

Etapen i dag lyder tilforladelig. 16 km plus transport i slutningen. Det gør mig lidt glad! Vi skal ringe til vores rejsearrangørs "French Connection", Jean Jacque, som ikke taler et ord engelsk. Det lykkes til sidst på mit ubehjælpsomme fransk at gøre ham forståelig, at vi gerne vil hentes kl 16.30 i Courmayour ved banegården. Han er der sharp. Godt at blive hentet. Vi snegler os langt op i bjerget - 12 km 850 m op gennem det ene hårnålesving efter det andet. Godt vi ikke skal tilbagelægge dette til fods!

Det er en meget rar vandretur i dag. Vi prøver at skyde genvej og spare 2 km, hvilket lykkes. Hvorfor vores beskrivelse siger noget andet, ved vi ikke, når vi på kortet kan se en lettere sti. Måske er der udsigt på den anden rute!

Udsigten på vores tur er helt upåklagelig. Stien går op gennem en let lærkeskov, som efter 3 km opad kommer fri af skoven, og resten af dagen går vi i åbent terræn. Vi er kommet rundt om det nordøstlige hjørne af Mont Blanc-massivet og har nu Europas højeste bjerg på højre side hele vejen. Courmayour ligger for foden af bjerget og er vist et velbesøgt italiensk skiområde. Det er grandiost, sne på toppen og gletsjere. Vi ser hele tiden byen nede i dybet og mt. Blanc. Aguilles de Midi kan vi ikke se, men en fætter ved navn Aguilles de Modo. Det er så storslået og smukt. Vi vandrer i de blomsterfyldte enge på smalle markstier. Skønnere bliver det ikke!

Vi starter i morgen ud fra dette høje punkt. Mon ikke det bliver en ukompliceret tur i morgen?

Auberge La Vachey

Vi har passeret passet til Italien og er nu kommet til støvlelandet. Nu hedder det ikke "bon jour", nu siger vi "bon giorno".

Beskrivelsen siger 1050 m op, og 900 ned. Jeg læser det,  men registrerer det ikke!

De søde canadiere venter på os så vi kan komme godt igang med dagen. De har også en GPS og hun vimser frem og tilbage for at se om det nu er den rigtige rute, det er lidt smart med sådan en tingest! Vi kommer godt i gang og bevæger os stødt og roligt opad. Vi mister dem af syne, da vi holder utallige hvil og de har langt yngre ben! Det går kontinuerligt op over 8 km, det er vildt sejt og tager os 6 timer at nå op til passet, hvor det så til gengæld går stejlt ned over andre 8 km. Da vi når landevejen går det lige ud 4 km til vores overnatningssted, som ligger in the middel of nowhere! Sneklædte tinder og en gletsjer omkring os.

Ruten fører os rundt om 2 bjergsider på smalle markstier. I dag ingen skov, kun de velkendte betagende blomsterenge, rundt omkring sneklædte tinder og grønne bjergsider.

Der er mange modgående, ikke mange der går vores retning - med uret. Jeg har ikke fundet ud af, hvorfor de fleste går mod uret. Vi møder mange amerikanere, kinesere og øsydkoreanere, flere canadiere, franskmænd og italienere. Vi har mødt 5 danskere. Så det er en blandet international skare, som har hang til denne underlige sportsgren. Vi klarer os på engelsk, men franskmændene kan vi ikke tale med, de taler kun fransk. Hvis vi kommer til at sige noget på fransk, blabrer de løs og vi forstår ingenting.

Vores overnatningssteder er altid meget hyggelige, en dejlig international stemning. Maden fantastisk. Jeg drømte lidt om bruschetta pomodoro, spagetti carbonare og tiramisu, men det blev det ikke. Suppe, kalkun med polenta og gulerødder og chokoladekage til dessert. Det er meget lækkert. Vi går ikke ned på føde eller udstyr.

Jeg har compeed-plastre med til et helt kompagni, vi klarer ikke helt frisag! Gunnar er lidt hårdt ramt, men jeg nusser hans fødder!

Selv efter en god lur bliver det et tidligt "godnat", det har været endnu en opslidende dag. Hvor vi finder ressourcerne, ved jeg ikke!

Jeg tror at de store oplevelser er drivkraften.

Edelweiss, La Fouly

 Dagsturen i dag er 18 km, behagelig vandring siger beskrivelsen, ikke stejlt op, ikke brat ned. Det glæder vi os til, for vi gider ikke tage bussen. Men vi skal nok sørge for at lave om på det der med "behagelig vandring". Det bliver en som ikke er for tøsedrenge!

Fredag morgen stødte vi ind i et par søde canadiere fra Quebec. De skulle også op med Flegere-liften som ikke kørte. Vi har af og til overnattet de samme steder og også mødt hinanden på vandringen. Vi mødte dem i morges tilfældigt og slog følge det første stykke. De har en langt bedre beslrivelse end den vi har. Den er meget mangelfuld og Gunnar og jeg er hele tiden uenige om ordlyden. Vi slog følge med canadierne et godt stykke derudaf.

En behagelig tur genne skov og mark med udsigt til den smukke Rhone-dal og Martigny nede i dalen. På et tidspunkt siger rutebeskrivelsen at vi skal vandre 119 m op til en meget smuk udsigtsrute. Vi vandrer på en fin lille sti langs floden og har ikke lyst til at gå opad lige nu, og 3 km længere fremme støder udstigtsruten til vores fine lille sti.

Vores lille behagelige vandring på vores lille behagelige sti ender brat! Hele vejen har der været skilte som siger at det er meget farligt at vandre i flodlejet, fordi de kan åbne for sluserne uden varsel - due to operation of hydroelectric installations! Vi fornemmer at vi lidt længere fremme kan se stien, så vi begiver os ud i flodsengen. Det er vi slet ikke uenige om! Men stien dukker ikke op, som vi troede. i stedet er ser stejle bjergsider! Vi fortsætter vores vandring i flodlejet - det er klipper, store sten og lidt sand ind imellem. Det er ikke så let som det var engang at springe fra sten til sten! Et par gange må vi også gennem floden, som løber lidt zig-zag i flodlejet. Andre gange er der bjerge af sten og væltede kæmpetræer som vi må forcere. Vi har nemlig på kortet set at der længere fremme er en bro! Denne bro lader godt nok vente på sig, men den dukker op, og vi må igen springe over vandløbet, med en våd sok til Gunnar til følge!

Det bliver til 3 km på denne meget alternetive rute, men vi kan heller ikke vende om. Det har vi gjort tidligere i dag da vi gik forkert i en lille landsby. Endelig ser vi broen, og når også frem til den, men det er ikke så let at forcere skråningen og komme op til den. Ved fælles hjælp lykkes det og vi ånder lettet op! Vi ved godt at vi er heldige. Vi snakker om at fordi vi godt kan lide oplevelser også en gang imelllem får nogle udfordringer!

Det tager godt nok glansen af Gertrud! Og nu er der 6 km tilbage til La Fouly. Vi sætter den ene fod foran den anden og kommer til Edelweiss efter 8 slidsomme timer. Turen skulle kun have taget 5 timer efter beskrivelsen!


Vi har gjort lignende gang på gang og vi gør det sikket igen!

Relais d'Arpette, Champex

17,5 km til næste destination, 5-6 timer!!!! Der er intet lavt gærde! Jo, vi kan tage en bus kl. 6.45 til Martigny og derefter toget til Champex. Det er lige i overkanten. Det er 17,5 km også! Vi beslutter os for at tage hele turen, nu er vi jo i form! Beskrivelsen af turen er at det går stejlt op og stejlt ned over lange stræk. Og det gør det! Ca 1 km lige ud ad landevejen!

Vi er tidligt oppe, morgenmad kl 7. Afsted kl 8.

Ja, det går stejlt op til La Forclaz, og minsandten om det ikke fortsættter opad over ialt 800 m. Det tærer på kræfterne, og svedkluden er gennemblødt. Unge vandrere iført minimale klæder overhaler os, de har ikke en sveddråbe på panden! Vi møder ikke mange ældre. Hvis vi gør er de ude på en lille promenade!

Vi sværger at vi tager en sværhedsgrad 2 næste gang. Vi er på en 3-4, og på en femmer skal man klatre. Vi har selv bedt om det! Vi skal ikke klatre, men det er tæt på. Der er engstier, skovstier, bjergstier og skovveje. Bjergstierne er de værste, specielt når det går ned. Underlaget her består af klipper, store og mindre sten og småsten. De sidste er også rullesten som man let ruller i og falder. Her gør stavene specielt gavn til at afværge fald. Er uheldet ude er stavene god hjælp når man skal op igen. Når det går så meget op eller ned er koncentrationen på underlaget. Naturen må vente til de små stop. Og dem er der mange af. Udsigten over Martigny-dalen er betagende - byen ligger dernede i dalen, bag byen rejser bjergene sig og langt ude i horisonten de sneklædte tinder.

Skovene er også bjergtagende - faldne træer ligger hulter til bulter og ind imellem vokser alverdens planter, græsser og blomster i hvide, lilla, gule, blå og røde farver - blomsterengene er vidunderlige.

Billeder ville være på sin plads, men det lykkes ikke at uploade nogle af de smukke billeder, I må nøjes med min beskrivelse!

Vi krydser flere vandløb som vælter ned over bjersiden i stenede flodlejer, det er ikke altid let, men vi hjælper hinanden og stavene er uundværlige.

Det er unikt og smukt at vandre her i bjergene. Men trætheden melder sig før vi når i mål. De sidste 2 km op ad en grusstier slår jeg hjerne fra og sætter per automatik det ene ben foran det andet. Vi når frem til det mest idylliske sted her i Rohndalen - her fra terrassen breder en lilla blomstereng sig helt op til skoven og bjergene som rejser sig langt op i himlen!

Fortryllende!

Mont Blanc massivet

Gruppen af bjerge, som udgør Mt. Blanc massivet, omkranses af en dal, hvor alle de små og store byer ligger - Charmonix, Les Houches, Le Tour etc. På den anden side af dalen ligger nogle andre bjerge, og det er her TMB - Tour Mont Blanc-stien ligger i 1000-2400 m højde. Den er 170 km lang og tager ca 11 dage at vandre. Vi korter den ned til 9 dage, da vi så bliver transporteret lidt ind imellem. Not so bad! Massivet består af 11 bjergtoppe som er over 4000 m, mt. Blanc det højeste med 4810 m. Imellem bjergene er der gletchere, dem har jeg talt mere end 20 af på kortet. Den længste er Mer de Glace, som er ca. 7 km lang og har en maksimal dybde på 200 m. Massivet ligger i 3 lande - Frankrig, Schweiz og. Italien. Vi kommer selvsagt gennem alle disse lande!

La Grande Ourse, Trient

Vi springer over gærdet hvor det er lavest! Jeg ved ikke med sikkerhed, om det er os begge som ønsker det! Men når mulighed byder sig gør vi det! Da vi forlader vores dejlige og atmosfærefyldte Chalet i Le Tour, er der mulighed for at tage liften op i terrænet og springe den seje og svedfremkaldende klatretur over. Kabineliften åbner faktisk for sommeren i dag, det kan vi ikke sidde overhørig! Jeg bliver helt opløftet! Nu skal vi kun gå nedad, og kun 8 km i stedet for 14.

Vi kommer op i 2000 m til Col de Balme og skal nu tilbagelægge turen ned til Trient i nedadgående kurve. Det er hårdt nok, skal jeg hilse og sige. Stavene bruges flittigt, de tager en del af belastningen på knæene!

Men hvor er her smukt! Man glemmer sig selv og hvad der er af ubehag og smerter. De hvide tinder, stejle klippesider, grønne bjergsider, blomsterenge, gletsjere, skov. Det er så afvekslende og da vi når ned til trægrænsen går vi gennem en skov med lærketræer. Ind imellem træerne skimter vi dalen, som vores vandring fører os ned til.

Da vi er tidligt på den og har god tid kan vi botanisere lidt. Jeg kender ikke alle blomster og vækster, men Ensian og Alpenrauchen og Engblomme er nogle af dem, jeg genkender. Jeg har fået fortalt for mange år siden at Alpenrauchen er en værre røver, den spreder sig uhæmmet og kvæler alt andet. Men den ligner vores pink rododendron og er ret nydelig, but all over!

Nu er vi ude af skoven og vandrer de sidste 2 km på fladt terræn til vores overnatningssted - den store Bjørn. Det er meget befriende ikke at gå nedad mere! Her nede i dalen har vi et fantastisk kig til Trient gletsjeren, åh, den er smuk her i solen.

Vi er i Schweiz nu, her er bare så nydeligt! Hotellet er nyrestaureret, smukt og smagfuldt indrettet. Men toilettet og badet er stadig nede ad gangen. Det er okay!

Chalet Alpin du Tour, le Tour

Al begyndelse er svær! Også for os. Mange spørgsmål, nogle besvaret, andre ubesvarede. Det hjælper ikke at følge turbeskrivelsen nøje når den er forkert. Det eneste der hjælper er sund fornuft.

Allerførst er det et fantastisk vejr - 25 grader. Vi tager bussen til Charmonix og vi er heldige at nå frem til telekabinen i god tid til lovet afgang for at blive løftet op i terrænet, hvor Tour Mont Blanc vandrestien ligger. Det sparer lidt på de få kræfter, men når telekabinen ikke er åbnet endnu og er under reparation så er gode råd dyre. Vi forsøger at tage bussen til den næste by, hvor der måske er en anden lift op. Vi står af i Argentiere, men der er ingen lift. Til gengæld er der en sti som fører op, op og møder den sti vi ellers skulle vandre på. Det tager 2 timer, det er sejt og sveden tørres væk adskillige gange. Vi vandrer op gennem tæt skov, ned gennem let løvskov, følger et vandløb - Arvefloden, vandrer op gennem en landsby, forbi gårde og enge og når vores bestemmelsessted Le Tour og vores chalet, som er vores første overnatningssted.

Chalet og Chalet!! Vi får et dobbeltværelse som lovet (!!!) - toilettet henne ad gangen til venstre, bad til højre. Vi kigger på hinanden! Her er hvad der skal være, hvad havde vi regnet med? Vi får serveret en vidunderlig salat mens Niel Young sender "Heart of gold" ud af højtaleren og vi ser ud på det mest vilde, fantastiske landskab.

ÅH, det tegner godt!